Opslagstavle

29-06-2016

Lørdag d. 2 juli.

Fra kl. 10:00 til kl. 14:00 er der åbent hus i vore klublokaler på adressen Båstlundvej  10, 7190 Billund.

 

Kl. 10:00 serverer vi Kaffe og rundstykker.

Kl. 12-13:00 let anretning med grill og tag selv bord.

 

Vi håber I har lyst at deltage, enten som flyvende eller kørende til vort klubhus og hangar.

 

DER BLIVER TRUKKET LOD OM 9 FLYVETURE I LUFTHAVNENS NÆROMRÅDE, MÅSKE KOMMER DU HENOVER DIT EGET HJEM 

I LØBET AF DE FIRE TIMER, VIL DER BLIVE TRUKKET LOD HVER TIME OM 3 FLYVETURE DER TRÆKKES LOD  KL.: 11, 12 OG 13  

 

Velmødt

 

29-06-2016

Uge 29   -   ”FLYV-INN” på EKHG   -  17.-24. juli 2016 

Uge 29 er ”Camping-flyve-uge” for mange af klubberne på EKHG. Svæveflyveklubben, UL-klubben og Midtjysk Flyveklub holder camping-flyve-uge, hvor klubbernes medlemmer med familie og andre kan komme og campere på pladsen.  I faldskærmsklubben DropZone er der ekstra liv og aktiviteter i uge 29.   
I Midtjysk Flyveklub vil vi meget gerne have besøg fra andre klubber denne uge. Vi tænker især på dagsbesøg, men er der plads på campingområdet, er man meget velkommen til at tage én eller flere overnatninger - ja endda hele ugen.  

Overnatning vil i så fald skulle være i medbragt telt/campingvogn (50 kr pr dag) eller i 4-sengs køjeværelser hos faldskærmsklubben (som også ligger på flyvepladsen) til ca. 225 kr pr overnatning pr seng incl opredning, bad og håndklæde. I flyvepladsens terminalbygning forefindes toiletter, bad og cafeteriafaciliteter, som frit kan benyttes. 

På næste side kan du se det program vi fra Midtjysk Flyveklubs side har sat op. Vi vil meget gerne have besøg af så mange som muligt alle dage, men for at vi i klubben kan være bedst muligt forberedt, vil vi gerne vide besked, hvis man regner med at komme nogle bestemte dage - især hvis man gerne vil overnatte. Skulle man pludselig få lyst til at komme på besøg en dag, er det selvfølgelig også ok, uden at vi ved besked først. 

For yderligere information / tilmelding kontakt:

- Marianne Skrydstrup, Msj1011@live.com , (24921892)

- (Henning Andersen, h.b.sunds@secret.dk , 28186746) 

Ved tilmelding oplys: - Dag/dage man forventer at komme på dagsbesøg (familien også velkommen) - Hvis overnatning: tidsrum (fra-til) - gerne med forventet ca. ankomsttid - Telt, campingvogn, andet - Antal campister hhv. voksne/børn - gerne alder/køn på børn, så vi kan finde passende aktiviteter 

Midtjysk Flyveklub er en af landets største motorflyveklubber med p.t. 123 medlemmer
 
Nedenstående aktiviteter er forslag. Man kunne sagtens tænke sig andre.  Det er selvfølgelig frivilligt at deltage - har man mere lyst til at cykle rundt om Sunds Sø, gå på museum eller blot ose i Herning, er det selvfølgelig det, man gør       Eller besøg www.visitherning.dk/  og få gode ideer. Det kan også være at modelflyverne giver opvisning. Eller der springes faldskærm. 
Søndag, den 17. juli: Kl. 16.00  Campingpladsen åbner. Campingvogne og telte anvises pladser. Grillen tændes kl. 18.  
Mandag, den 18. juli:

Kl. 10 - 12 : Forberedelse til navigationstur i området - evt. med henblik på deltagelse i konkurrencer

Kl. 14 - 17 : Navigationstur 

Kl. 19.00 - : ”Flyvepladsen rundt” – vi går tur rundt på hele flyvepladsen.  Per Kragsø viser rundt i svæveflyveklubbens ”camping-by” og på fællesarealerne

Kl. 22.00 - : Natflyvning. Se Storebæltbroens pyloner med lys eller land på Staunings oplyste bane eller?? 

Tirsdag, den 19. juli:

Kl. 10 - 12 : ”Bruch-up”-kursus – Dansk radio og/eller ”Brugerkursus - radioer i CTZ”

Kl. 14.00 - : ”Fly-inn”. Besøg fra andre klubber. Midtjysk Flyveklub giver kaffen og kagen.

Kl. 19.00 -  : Forskellige konkurrencer fx præcisions- og landingskonkurrence.  

Onsdag, den 20. juli:

Kl. 10 - 12 : ”Husker du?” - PPL-teori og praksis - med en lille konkurrence i viden.

Kl. 15.00 -  : Vi flyver/kører til flymuseet i Stauning. Vi griller vores medbragte mad på flyvepladsen. 

Kl. 19 - 20.30  : Veteranflyopvisning i Stauning 

Torsdag, den 21. juli:

Kl. 10 - 12 : ”Bruch-up”-kursus – Engelsk radio 

Kl. 15.00 - : Fælles flyvetur til  fx Endelave. Vi tager madpakker eller engangsgrill og mad med. På øen er der    mulighed for at låne en cykel og cykle rundt på øen eller ind til byen og få en is på havnen. 
Fredag, den 22. juli:

Kl. 11.00 -  : Fælles flyvetur til Vyk (Nordtyskland - tale engelsk). Vi forbereder turen i fælleskab fra kl. 9.00. Aften : Vi besøger baren hos Dropzone Denmark (faldskærmsklubben) 

Lørdag, den 23. juli:

Kl. 12.00 -  : ”Fly-inn” for ikke overnattende klubmedlemmer og andre flyintreserede. Klubben byder på kaffe og kage. Gæster kan medbringe madkurve. Grillen kan bruges hele dagen. 

Søndag, den 24. juli:

Kl. 16.00 Lejren lukkes ned med fælles oprydning, rengøring m.m.  

30-08-2015

 

Som en vaskeægte bybo var jeg lidt i tvivl om, da en invitation med et perspektiv om en hel lørdag på landet faldt i min hat. Langt fra byernes forlystelser, restauranter, indkøbsmuligheder og asfalt under fødderne…

Men en gang imellem viser det sig, at det kan være ret skægt at havne i et helt ukendt selskab et helt ukendt sted dybt på landet langt væk fra sine vante asfaltruter.

Denne gang var det flyvepladsen Pøl på Nordals.

Afslappede og åbne mennesker, der elsker et godt grin, en lækker middag og… en dejlig flyvetur. Måske endda to eller tre…

Det skal dog siges, at et passende vejr er et must, når det handler om at få en flyvetur i et af de mindre fly, som lettede og landede til stor begejstring for erfarne piloter, spændte passagerer og nysgerrige tilskuere.

Og det spillede bare!

Selvom jeg har fløjet en del i de tunge flyvemaskiner over rimelig store afstande (især fordi jeg kommer fra det største land i hele verden), lykkedes det mig aldrig at få en æresplads lige ved siden af piloten. Og det er på trods af, at hver tredje i min familie er uddannet flyingeniør…

Men når flyvepladsen Pøl åbner dørene for forskellige arrangementer, er der rimelig ”højt til loftet”, eller rettere sagt ”Only the sky is the limit.”

Bortset fra en stor fornøjelse at observere en pæn flok veteranbiler og motorcykler, der ankom for at deltage i arrangementet, var der også 44 forskellige fly fra hele Danmark og endda Tyskland, som ville overraske besøgende med sin flyvekunst. Og selvom mine planer var langt væk fra at havne i kabinen på sådan et fly, sad jeg pludselig derinde lige ved siden af piloten Niels Kjær i hans KZ III fra 1947 og fik en hjælpende hånd med at spænde selerne fast fra flyvepladsens trofaste guide af fly ved landinger og starter Ole Skøtt, hvis evne at kommunikere med piloterne på både dansk, tysk og engelsk overgår enhver mands forstand.

Hold da op, sikken en tur jeg har fået!

Maskinen larmede ret voldsomt, da jeg mindre elegant kravlede ind i kabinen, knæene måtte skubbes væk fra styrestangen, for der var lidt trængt med plads, men efter mine ører fik hovedtelefoner på og kroppen klappede sig sammen i en rimelig behagelig stilling, forsvandt al lyden bortset fra pilotens beroligende stemme i head sættet og idylliske billeder på den anden side af kabinen.

For et øjeblik følte jeg mig som Karen Blixen, der kom om bord for første gang i hendes liv og så landet fra en helt anden vinkel, end hun var vant til.

Det var utrolig fascinerende: gyldne marker, delt i massevis af farverige firkanter – gule, grønne, brune…spejlblankt hav med en let brise, der en gang imellem forstyrrede den glatte overflade, skovens krøllede arabesker og dukkeagtige huse på rad og række med røde og sorte tage.

Så fjernt og dog så tæt på…

 

”Fredelig”. 

Det var ordet.
Hvis jeg ellers skulle beskrive turen med et enkelt ord.
Ikke skræmmende, ikke grænseoverskridende, ikke ængstelig, men fredelig.

Ligesom jeg fik lov til at komme et niveau op og være fri for de almindelige folks bekymringer og sorger.

At komme i paradiset for en kort stund.

At røre ved Gud.

For hvis Vorherre findes, skal man helt sikkert lede efter ham i himlen.

Selvfølgelig med en erfaren pilot ved siden af.

 

Flyvepladsen Pøl på Nordals.
Har du endnu ikke været der, så skynd dig derhen og besøg paradiset.
Det er en oplevelse, du længe vil leve på.

Jeg sværger.

 

Svetlana Nielsen, gæst.

30-08-2015